Pumpe- og Digelaget Vedtægter

– Avedøre Holme

(senest ændret den 23. april 1999)


§1.
Pumpe- og Digelagets
Stk. 1. »Pumpe- og Digelaget Avedøre Holme« er oprettet i anledning af den i henhold til kgl. bevilling af 27.3.1963 og af ministeriet for offentlige arbejder af 28.1.1966 givne tilladelse til og nu gennemførte inddæmning og supplerende inddæmning af areal af søterritoriet ud for Avedøre Holme samt tørlægning af det pågældende område i forbindelse med hidtidige vandlidende arealer.
Stk. 2. Nærværende vedtægt er den 25.4.1988 stadfæstet af landvæsenskommissionen for Københavns amts 2. landvæsenskommissionsområde efter at have været forelagt Københavns amtsråd.
Stk. 3. Pumpe- og Digelagets værneting er retskreds 7, Hvidovre.

§ 2.
Pumpe- og Digelagets
Pumpe- og Digelagets anlæg og ejendomme er beskrevet i Bilag B.

§ 3.
Pumpe- og Digelagets
Til vedligeholdelse og drift af de under Pumpe- og Digelaget hørende anlæg har laget ret til færdsel på de til arealerne førende adgangsveje, ligesom laget i fornødent omfang har ret til færdsel ind over de interesserede arealer mod godtgørelse af de skader, der eventuelt måtte opstå herved. Såfremt enighed om godtgørelsens størrelse ikke kan opnås, afgøres spørgsmålet ved en landvæsenskommission.
Hvor Pumpe- og Digelagets anlæg er beliggende uden for det i bilag C angivne område, skal anlæggene og de til eftersyn, reparation og vedligeholdelse nødvendige arealer sikres ved deklaration.

§ 4.
Stk. 1.
Pumpe- og Digelagets formål er at sikre det i henhold til §1, stk.1 inddæmmede og tørlagte areal mod vandindtrængen og manglende afvanding.
Stk. 2. De under Pumpe- og Digelaget hørende anlæg vedligeholdes på lagets foranstaltning og bekostning.
Stk. 3. Til sikring af anlæggenes virkning og beståen er der fastsat følgende bestemmelser:
Pumpeanlægget må kun benyttes efter sit formål og kun betjenes af de af pumpelaget dertil antagne personer.
Pumpestationens afløbsbygværk med højvandsklapper skal til enhver tid holdes fri for tilsanding og bør tilses dagligt samtidig med pumpestationen.
Bestyrelsen drager omsorg for, at hele anlægget til enhver tid svarer til sit formål. Vedligeholdelse af Pumpe- og Digelagets anlæg skal derfor ikke blot indskrænkes til en bevarelse af de bestående anlæg, men skal også gå ud på – efterhånden og på tidssvarende måde – at forny og styrke disse anlæg, således at de årlige drifts- og vedligeholdelsesudgifter frem over bliver mindst mulige.
Såfremt der sker skade på Pumpe- og Digelagets anlæg, påhviler det bestyrelsen snarest muligt at få skaden udbedret på bedste måde.
Græsset på hoveddæmning, diger og langs grøfter slås 1 à 2gange om året, ligesom træer og buske fjernes, alt efter tilsynets nærmere bestemmelser, jfr. § 6.
>AI afgravning i eller fjernelse af fyld på dæmnings- og digearealerne er forbudt, ligesom henkastning af papir, affald samt brug af åben ild på dæmnings-, dige- og kanalarealerne er forbudt.
For at undgå, at dæmningen og digerne beskadiges ved muldvarpe, rotter og mus o.l., har Pumpe- og Digelaget ret til at lade disse dyr bekæmpe på de sikrede arealer.
Ved større beskadigelser eller digebrud skal bestyrelsen omgående give meddelelse herom til Københavns amtsråds tilsynsførende, ligesom skaderne af bestyrelsen skal foranlediges udbedret snarest muligt.
Vedligeholdelsesarbejdet kan af bestyrelsen udliciteres eller bortgives i akkord underhånden.
Stk. 4. I henhold til landvæsenskommissionskendelse og miljølovgivningens bestemmelser skal Pumpe- og Digelaget modtage vandafledning fra Hvidovre kloakforsyning.
Stk. 5. I forbindelse med anlægget af motorvejen over Avedøre Holme er dæmningen blevet afbrudt, og nye sikringsværker er blevet udført.
Der er principiel enighed om, at den del af de nye sikringsværker, der er med til at sikre det oprindelige inddæmmede område til kote + 3,50, bør indgå i Pumpe- og Digelagets anlæg. Rent praktisk er dette aftalt således:
De nye digeanlæg syd og nord for motorvejen inkl. bølgebryderen om udligningsbassinet ved Østre Landkanal vedligeholdes af vejdirektoratet. Bølgebryderen om råhavnen vedligeholdes af Hvidovre kommune. Pumpe- og Digelaget samt tilsynsmyndigheden, Københavns amtsråd, er påtaleberettiget vedrørende vedligeholdelsen. Eventuelle tvivlsspørgsmål afgøres af Københavns amtsråd.

§ 5.
Pumpe- og Digelagets
Stk. 1.
Samtlige ejere af de i bilag A anførte bidragspligtige arealer er medlemmer af Pumpe- og Digelaget og bidrager til de fremtidige drifts- og vedligeholdelsesudgifter
Af de samlede drifts- og vedligeholdelsesudgifter bidrager:

Hvidovre kommune – som ejer af grønne områder og veje inden for inddæmningsområdet – med 15 %

Vejdirektoratet bidrager som ejer af motorvejsareal m.m. med 5 %

Ejerne af de i bilag A nævnte bidragspligtige arealer, der ikke er anført ovenfor, bidrager med 80 %

Blandt de sidstnævnte grundejere fordeles udgifterne i forhold til deres grundes nettoarealer. Disse medlemmer har pligt til på de af dem ejede grunde at lade tinglyse deklaration, hvorved betaling af de på grundene pålignede udgifter sikres på samme måde som ejendomsskatter til det offentlige.
Stk. 2. Den i bilag A anførte fortegnelse med de lovligt indførte ændringer danner til enhver tid grundlag for medlemmernes bidragspligt og stemmeret, jfr. efterfølgende §’er.
Stk. 3. Når en ejendom udstykkes, fordeles den ejendommen påhvilende bidragspligt efter derom af grundejerne fremsat begæring og på disses bekostning. Begæring fremsendes til Københavns amtsråd, der fastsætter, hvorledes udgifterne ved fordelingen vil være at udrede. Både begæringen og fordelingen af bidragspligten skal være at udrede. Både begæringen og fordelingen af bidragspligten skal være i overensstemmelse med § 41, jfr. § 24 i vandløbsloven. Er en grundejer utilfreds med den foretagne fordeling, kan han, inden 4 uger efter at denne er ham meddelt, indbringe spørgsmålet for en landvæsenskommission.

§ 6.
Offentligt tilsyn.
Stk. 1. Pumpe- og Digelaget henhører under Københavns amtsråds tilsyn.
Stk. 2. Københavns amtsråd kan udpege 1 medlem af Pumpe- og Digelagets bestyrelse, jfr. § 10, samt 1 suppleant.
Stk. 3. Vedligeholdelsen af Pumpe- og Digelagets anlæg sker under tilsyn af Københavns amtsråd. Tilsynet kan pålægge bestyrelsen at udføre de efter tilsynets skøn nødvendige vedligeholdelses- og sikringsarbejder. Såfremt et sådant pålæg ikke efterkommes, kan tilsynet lade arbejdet udføre forlagets regning og opkræve udgiften hos lagets medlemmer efter fordelingsnøglen i § 5 og bilag A i den eller de næstfølgende terminer.
Stk. 4. Københavns amtsråd fastsætter honorar, dagpenge og befordringsgodtgørelse for det af Københavns amtsråd valgte medlem.

§ 7.
Administration.
Stk. 1. Inden for Pumpe- og Digelaget selv styres dets anliggende af generalforsamlingen, jfr. § 8 og en bestyrelse. Sidstnævnte varetager de daglige forretninger ved driften og vedligeholdelsen af lagets anlæg og repræsenterer laget udadtil. Bestyrelsen skal drage omsorg for, at hele anlægget til enhver tid svarer til sit formål, jfr. § 4.
Stk. 2. Laget tegnes af 3 medlemmer af bestyrelsen i forening. Spørgsmål om køb og salg af fast ejendom afgøres ved en enstemmig beslutning af bestyrelsen, men hvis en sådan ikke opnås, skal spørgsmålet forelægges generalforsamlingen til afgørelse. Bestyrelsen kan meddele prokura.
Stk. 3. Ved vedtagelse med kvalificeret majoritet, jfr. § 9, på en beslutningsdygtig generalforsamling, jfr. § 8, kan der træffes beslutning om ændringer i vedtægten, idet sådanne beslutninger dog for at få gyldighed skal godkendes af Københavns amtsråd. Når Københavns amtsråds godkendelse er indhentet, foranlediger bestyrelsen vedtægtsændringen tinglyst. Dog kan der ikke på ovennævnte måde
vedtages ændringer af Pumpe- og Digelagets formål, partsfordelingen, bestyrelsens sammensætning og tilsynet. Ændringer vedrørende sådanne spørgsmål kan kun foretages af vandløbsretterne (se dog § 5, stk. 3). Københavns amtsråd kan pålægge bestyrelsen af indbringe spørgsmålet om ændringer for en landvæsenskommission. Enhver interesseret lodsejer kan på egen bekostning selv indbringe ændringsspørgsmål for en landvæsenskommission.

§8.
Generalforsamlingen.
Stk. 1. Generalforsamlingen er lagets øverste myndighed. Den indkaldes ved skrivelse til samtlige medlemmer, jfr. § 5, stk. 1 med bilag A. Generalforsamlingen annonceres i Berlingske Tidende samt en lokalavis i Hvidovre.
Stk. 2. Inden hvert års 1. april afholdes ordinær generalforsamling, hvis dagsorden mindst skal omfatte godkendelse af det foregående års reviderede regnskab, forelæggelse af budget for det kommende år samt valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter, jfr. § 10.
Stk. 3. Den ordinære generalforsamling skal indkaldes med mindst 14 dages og højst 4 ugers varsel.
Stk. 4. Ekstraordinære generalforsamlinger skal indkaldes med mindst 7 dages og højst 2 ugers varsel ved brev til medlemmerne.
Stk. 5. Indkaldelsen skal indeholde dagsordenen for generalforsamlingen, ligesom det i indkaldelsen skal fremhæves, såfremt der på generalforsamlingen skal behandles forslag, hvis vedtagelse kræver kvalificeret majoritet.
Sammen med indkaldelsen til den ordinære generalforsamling fremsendes tillige et eksemplar af det reviderede regnskab og budget for det kommende regnskabsår.
Stk. 6. Ekstraordinære generalforsamlinger afholdes efter en generalforsamlingsbeslutning eller en bestyrelsesbeslutning eller såfremt 25% af medlemmerne – enten efter antal eller efter stemmetal, jfr. § 9, stk. 2 – skriftligt anmoder herom. Indkaldelse skal derefter finde sted senest 14 dage efter beslutningen, respektive modtagelsen med det i stykke 4 angivne varsel.
Stk. 7. Senest 7 dage før en generalforsamling skal dagsordenen og de forslag, der skal behandles på generalforsamlingen, fremlægges til eftersyn for medlemmerne på Pumpe- og Digelagets kontor.
Stk. 8. Den ordinære og den ekstraordinære generalforsamling er altid beslutningsdygtig, jfr. dog § 7, stk.3, og § 9, stk.3.
Stk. 9. Over det på generalforsamlingen passerede tager bestyrelsen referat, der underskrives af bestyrelsens tilstedeværende medlemmer og mødets dirigent. Referat fremsendes til Københavns amtsråd.
Stk. 10. Generalforsamlingerne afholdes i Hvidovre eller København.

§ 9.
Beslutninger på generalforsamlingen.
Stk. 1. På en generalforsamling kan beslutning kun tages om de forslag, der har været optaget i dagsordenen samt om ændringsforslag til disse.
Stk. 2. Ved afstemninger på en generalforsamling har:

Hvidovre kommune – som ejer af grønne områder og veje
inden for inddæmningsområdet …
af samtlige stemmer. 15 %

Trafikministeriet som ejer af motorvejen …
af samtlige stemmer. 5 %

De i bilag A nævnte lodsejere, hvis areal ikke tilhører
ovennævnte arealer, har ret til at afgive 1 stemme og
herudover yderligere 1 stemme for hver fulde 5.000 m2,
medlemmet ejer inden for lagets område, svarende til …
af samtlige stemmer. 80 %

Da Trafikministeriet og Hvidovre kommune, jfr. § 10, begge udpeger 1 medlem til bestyrelsen, har Trafikministeriet, som ejer af motorvejen og Hvidovre kommune som ejer af grønne områder og veje inden for inddæmningsområdet ikke stemmeret ved valg af bestyrelsesmedlemmer for ovennævnte 5% og 15% af samtlige stemmer.
Stk. 3. Beslutninger på generalforsamlingen vedtages med simpelt flertal. Til vedtagelse af beslutninger om ændringer i vedtægten kræves, at 2/3 af samtlige lodsejere ­ såvel efter antal som efter stemmeret, jfr. stk. 2 – er repræsenteret og stemmer for forslaget, jfr. dog § 7, stk.3 og § 13.
Er de nævnte lodsejere efter antal og stemmetal ikke repræsenteret på en generalforsamling, på hvis dagsorden et forslag om ændring af vedtægterne har været optaget og 2/3 af de fremmødte lodsejere – såvel efter antal som stemmetal, jfr. stk.2 har stemt for forslaget, skal bestyrelsen inden 14 dage indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, på hvilken forslag kan vedtages, såfremt 2/3 af de fremmødte lodsejere – såvel efter antal som stemmetal, jfr. stk.2 – stemmer for forslaget, jfr. dog § 7, stk.3 og § 13.
Stk. 4. Stemmeretten udøves ved personlig tilstedeværelse på generalforsamlingen, dog har medlemmerne ret til afgive stemme (stemmer) ved en med skriftlig fuldmagt bemyndiget person.

§ 10.
Bestyrelsen.
Stk. 1. Bestyrelsen består af 7 medlemmer, hvoraf 1 medlem udpeges af Københavns amtsråd, 1 medlem af Trafikministeriet, 1 medlem af Hvidovre Kommune og 4 medlemmer vælges af generalforsamlingen.
Såfremt Københavns amtsråd vælger ikke at udpege 1 medlem, jfr. § 6, stk.2, består bestyrelsen af 6 medlemmer.
Stk. 2. Fødte medlemmer og deres suppleanter udpeges for en periode af 4 år. Genvalg er tilladt. (Ved første valg af fødte medlemmer og deres suppleanter afgør henholdsvis Københavns amtsråd, Trafikministeriet og Hvidovre kommune periodens længde).
Stk. 3. For de af generalforsamlingen 4 valgte bestyrelsesmedlemmer vælges en første og en anden suppleant.
Stk. 4. Hvert år vælger generalforsamlingen 2 bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter. Genvalg er tilladt. Bestyrelsen skal stille forslag om valg af nye bestyrelsesmedlemmer og suppleanter.
Stk. 5. Bestyrelsen vælger selv sin formand og næstformand og fordeler arbejdet blandt sine medlemmer.
Stk. 6. Over forhandlingerne ved bestyrelsesmøder føres der referat, der underskrives af de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer.
Stk. 7. Generalforsamlingen vedtager regler for bestyrelsens ansvarlighed i pengesager.
Generalforsamlingen fastsætter endvidere regler for honorar, dagpenge og befordringsgodtgørelse for bestyrelsesmedlemmerne med undtagelse af Københavns amtsråds repræsentant, idet dette, jfr. § 6, stk. 4, fastsættes af Københavns amtsråd.
Stk. 8. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Beslutninger vedtages med simpelt flertal, idet formandens stemme gør udslaget i tilfælde af stemmelighed. I formandens fravær varetager næstformanden formandens hverv.
Stk. 9. Alle Pumpe- og Digelagets medlemmer er valgbare som medlemmer af bestyrelsen og pligtige til at modtage valg, medmindre sygdom, bortrejse eller anden af bestyrelsen godkendt årsag forhindrer varetagelsen af hvervet. Medlemmer af bestyrelsen er ikke pligtig til at lade sig genvælge efter udløbet af en tjenesteperiode.
Stk. 10. I tilfælde af varigt forfald for et af bestyrelsesmedlemmerne suppleres bestyrelsen med vedkommendes suppleant.
Stk. 11. Såfremt medlemsskabet i Pumpe- og Digelaget ophører for et af generalforsamlingens valgte bestyrelsesmedlemmer, indtræder vedkommendes suppleant i bestyrelsen og en ny suppleant udpeges af bestyrelsen indtil førstkommende, ordinære generalforsamling.

§ 11.
Pumpe- og Digelagets
Stk. 1. Pumpe- og Digelagets regnskabsår løber fra 1. januar til 31. december.
Pumpe- og Digelagets bestyrelse fremsender inden 1. maj hvert år til Københavns amtsråd et udgiftsbudget for det kommende regnskabsår fra 1. januar. Samtidig hermed fremsendes til Københavns amtsråd det foregående års reviderede regnskab og referat fra den ordinære generalforsamling til endelig decision af regnskabet.
Stk. 2. På grundlag af udgiftsbudgettet for det kommende regnskabsår og regnskabet fra det foregående år beregner Københavns amtsråd, hvilke bidrag, der vil være at opkræve til Pumpe- og Digelaget, idet bidraget opkræves sammen med og efter samme regler, som de kommunale ejendomsskatter.
Københavns amtsråd skal hvert år inden den 1. oktober oplyse kommunalbestyrelsen om de bidrag, der påhviler hver enkelt ejendom.
Stk. 3. Lån kan ikke optages uden Københavns amtsråds godkendelse. Jfr. § 42 i vandløbsloven kan Københavns amtsråd optage lån til dækning af ekstraordinære omkostninger eller garantere for disse låns forrentning og tilbagebetaling, ligesom Pumpe- og Digelagets udgifter, bortset fra ekstraordinære omkostninger, forskudsvis afholdes af Københavns amtsråd.
Stk. 4. For opkrævning af medlemmernes bidrag til Pumpe- og Digelaget haves samme fortrinsret og udpantningsret, som de på faste ejendomme påhvilende kommunale skatter.

§ 12.
Midlertidig bestyrelse.
I tilfælde af tvist mellem bestyrelsen og generalforsamlingen har de af generalforsamlingen valgte bestyrelsesmedlemmer og disses stedfortrædere ret til at nedlægge deres hverv, men de skal virke, til en ny bestyrelse er valgt på lovlig måde. Sker dette ikke i løbet af 6 uger, er Københavns amtsråd berettiget til at udnævne en midlertidig bestyrelse på 3 medlemmer, der ikke behøver at være medlemmer af Pumpe- og Digelaget. Københavns amtsråd bestemmer, hvem der skal være formand, og hvorledes den midlertidige bestyrelse skal lønnes af Pumpe- og Digelaget.
Uoverensstemmelser mellem Københavns amtsråd og Pumpe- og Digelagets bestyrelse eller generalforsamlingen skal indbringes for en landvæsenskommission.

§13
Ophævelse af Pumpe- og Digelaget.
Stk. 1. Hvis en generalforsamling beslutter Pumpe- og Digelagets ophævelse, skal sagen indbringes for en landvæsenskommission, der rekvireres af bestyrelsen.
Stk. 2. Spørgsmålet om Pumpe- og Digelagets ophævelse kan indbringes for en landvæsenskommission af ethvert medlem af laget for egen regning, medens bestyrelsen for lagets regning skal indbringe spørgsmålet, såfremt begæring herom fremsættes af mindst en trediedel af medlemmerne – såvel efter antal som stemmetal, jfr. § 9, stk. 2.
Stk. 3. Hvis landvæsenskommissionen beslutter, at ophævelsen skal fremmes, gennemfører bestyrelsen likvidationen.
Samtlige medlemmer af Pumpe- og Digelaget hæfter i forhold til deres bidragspligt, jfr. § 5 og bilag A for lagets forpligtelser, derunder for de af Københavns amtsråd fastsatte honorarer for den midlertidige bestyrelse og udgifterne til kommissionsbehandlingen.
Stk. 4. Hvis likvidationen udviser en positiv formue overdrages den del af formuen, der består af faste aktiver, til dem der viderefører aktiviteterne, medens likvide midler fordeles til medlemmerne i samme forhold, som medlemmerne er bidragspligtige til laget.

§ 14.
Stk. 1. Denne vedtægt tinglyses som servitutstiftende på alle de af Pumpe- og Digelagets anlæg berørte ejendomme og som hæftelse på alle de i bilag A anførte bidragspligtige ejendomme, jfr. § 5, stk. 1.
Stk.2. Påtaleberettiget med hensyn til de servitutmæssige byrder er Pumpe- og Digelagets bestyrelse og Københavns amtsråd.
Stk. 3. I tilfælde af Pumpe- og Digelagets ophævelse vil noteringen i tingbogen være at slutte på Københavns amtsråds begæring, når bestyrelsen over for Københavns amtsråd dokumenterer, at Pumpe- og Digelaget har opfyldt sine økonomiske forpligtelser og ordnet de fremtidige afvandingsforhold i overensstemmelse med den landvæsenskommissionskendelse, der i den anledning måtte blive afsagt.

Kom i kontakt med Pumpe- og Digelaget

Kontaktperson Jørgen Morsing

Send Jørgen en besked, eller ring direkte på telefon:

 36 49 38 90

 

Seneste nyheder

Referat ordinær generalforsamling Fjernvarmecentralen Avedøre Holme

Onsdag d. 25 oktober 2017 blev der afholdt ordinær generalforsamling i Fjernvarmecentralen Avedøre Holme. Referatet kan læses ved at trykke her ...
Læs Mere

Indkaldelse til ordinær generalforsamling i Fjernvarmecentalen

Indkaldelse til årets generalforsamling 2017 i Fjernvarmecentralen kan findes her: >> Indkaldelse til generalforsamling i Fjernvarmecentralen Kontakt og adresse Foreningerne ...
Læs Mere
Kontakt og adresse

Foreningerne Avedøre Holme
Nordholmen 1 – 3
2650 Hvidovre

 info@avedore-holme.dk
 Fælles 36 49 38 90

CVR numre

Fjernvarmecentralen Avedøre Holme
CVR 22340417

Industri- og Grundejerforeningen Avedøre Holme
CVR 12373538

Pumpe- og Digelaget Avedøre Holme
CVR 12433832