Avedøre-virksomheder kan producere el til 30 øre pr. kWh

Der blev udvekslet masser af praktiske erfaringer, da den nye guide til sol- og vindenergi på Avedøre Holme blev præsenteret.
En ny guide hjælper virksomheder på Avedøre Holme med at etablere sol- eller vindenergi. Guiden blev lanceret på et netværksmøde, som samtidig præsenterede nye beregninger på, hvor billigt man kan producere vindenergi på Avedøre Holme.

Det er vind-vind-vind, når virksomheder på Avedøre Holme har eller vil etablere sin egen energiproduktion på Avedøre Holme: Det reducerer CO2-udledningen, styrker forsyningssikkerheden og mindsker sårbarheden over for svingende energipriser.

Men vejen fra ambition til færdige solceller eller vindmøller kan være lang og kompleks, når både økonomi, placering, tekniske krav, tilladelser og drift skal på plads.

Det vil ‘Guide til sol og vind på Avedøre Holme’ fra Partnerskabet Avedøre Holme gøre lettere. Den er skræddersyet til virksomhederne i området og fungerer som en praktisk køreplan til lokal energiproduktion.

Den nye guide blev præsenteret hos DBI på et netværksmøde for sol og vind i starten af juni, hvor både rådgivere og lokale virksomheder gav gode råd og delte erfaringer.

Deltagerne blev bl.a. klogere på, hvordan XL-BYG Knud Larsen har etableret solceller, batterier og ladestandere på Hammerholmen.

Gode forudsætninger for sol og vind

Erik Christiansen fra EBO Consult, som har udarbejdet guiden, lagde ud med at fastslå, at store tagflader og kystnære vindforhold giver rigtig gode forudsætninger for både solceller, mini- og husstandsvindmøller og store vindmøller på Avedøre Holme.

Han fremhævede solceller som en forholdsvis praktisk og økonomisk overkommelig løsning, da der er tale om gennemprøvet teknologi med en levetid på 30-50 år. Vindmøller beskrev han som den “vilde medspiller”, fordi de er uovertrufne til at producere energi – det er sjældent så vindstille, at de ikke drejer rundt.

Uanset løsning opfordrede han – mens vi venter på muligheden for at etablere lokale energifællesskaber – til, at man som virksomhed starter med at få et godt overblik over sit energiforbrug, så solcelleanlægget eller vindmøllen bliver dimensioneret dertil – og ikke ender med at sende produktion ud i elnettet med lav afregning.

I den forbindelse anbefalede han også at undersøge økonomien i batterier til at lagre el, så virksomheden kan udnytte produktionen mere jævnt i løbet af døgnet og/eller trække på batterierne, når den er lav.

XL-BYG Knud Larsen: Tænk hele løsningen sammen

Det er lige præcis, hvad XL-BYG Knud Larsen har gjort på sin lokation på Hammerholmen. Virksomheden, som også medvirker som case i guiden, har etableret et solcelleanlæg på 346,9 kWp kombineret med batterier og ladestandere.

– Vores medarbejdere møder ind klokken fem om morgenen og begynder at lade virksomhedens biler. Solen skinner ikke på det tidspunkt i februar, sagde Trine Nielsen, som er bæredygtighedskonsulent hos XL-Byg Knud Larsen.

På netværksmødet delte hun de erfaringer, som virksomheden har gjort sig med etableringen. F.eks. opfordrede hun til at forholde sig kritisk til kalkulerne fra leverandørerne af solcelleanlæg, ligesom hun anbefalede at vælge én leverandør af såvel solcelleanlæg, batteriløsning og ladestandere, så løsningen bliver tænkt samlet fra start.

Trine Larsen fortalte også om nogle af de overraskelser, som var kommet undervejs. F.eks. at nabovirksomheden ikke må købe el af XL-Byg Knud Larsen, og at medarbejdere og kunder ikke må købe og lade med strømmen fra solcelleanlægget.

Mange af deltagerne på netværksmødet har planer om etablere egen produktion af vedvarende energi hos virksomheden.

Strøm til 30-35 øre pr. kWh

Mens XL-BYG Knud Larsen har valgt solceller, arbejder Lantmännen Schulstad på at etablere en stor vindmølle på Avedøre Holme.

Virksomheden er i gang med at elektrificere både personbiler og lastbiler og forventer et markant stigende behov for strøm i de kommende år. Derfor ser virksomheden et stort potentiale i at producere strømmen lokalt.

– Vi kan faktisk bruge alt den strøm, vi kan producere, sagde Supply Chain Advisor Niels Holm.

Planerne omfatter en vindmølle på 3,6-4 MW, og projektet er så langt, at det afventer myndighedsgodkendelser.

Økonomien i projektet ser absolut lovende ud. På netværksmødet præsenterede ingeniørvirksomheden Creadis, som hjælper Lantmännen Schulstad med vindmølleprojektet, nye beregninger af økonomien i lokal energiproduktion.

Ifølge Senior Specialist Jens Bredal Nielsen kan virksomheder på Avedøre Holme producere vindenergi til cirka 30-35 øre pr. kWh inklusive finansiering, hvor renter udgør 8-12 øre pr. kWh.

Selvom Lantmännen Schulstad er langt fremme med sine planer, hilser Niels Holm den nye guide fra Partnerskabet Avedøre Holme velkommen.

– Guiden kan fjerne noget af den tvivl, som virksomheder herude kan have, og skubbe på processen, så vi i fællesskab tager endnu mere lokalt ansvar for CO2-udledning og forsyningssikkerhed.

Supply Chain Advisor Niels Holm hos Lantmännen Schulstad hilser den nye guide til sol- og vindenergi velkommen. Virksomheden vil opsætte en vindmølle på 3,6-4 MW på Avedøre Holme.

Det får du med ‘Guide til sol og vind på Avedøre Holme’:

Regler og tilladelser: Overblik over krav til opsætning og myndighedsgodkendelser.

Teknisk vejledning: Gode råd om dimensionering og dataindsamling af elforbrug.

Økonomisk overblik: Tommelfingerregler for priser, levetid og tilbagebetalingstid.

Inspiration: Cases fra virksomheder på Avedøre Holme, der allerede har installeret solceller eller vindmøller.

Download guiden her.

Modtag vores nyhedsbrev

Bliv opdateret

Få seneste nyt fra Avedøre Holme direkte i indbakken.